Døden hedder Karsten – processer

DHK

”Døden hedder Karsten”, har i den sidste tid været gennem mange processer. Fra at være en akustisk duo med mig på guitar/sang og Clara-Amalie på sang; til at kunne præsentere et hårdere udtryk i selskab med en trommeslager; til at jeg hoppede bag trommerne, idet en metalguitarist kom og fyrede den af; til vores nuværende konstellation: Mig på guitar/sang og Clara-Amalie på sang/bas – grunden til ombytningen ved de to skråstreger er, at jeg primært spiller guitar og synger lidt, mens Clara-Amalie er forsanger og spiller bas – og så har vi da også fundet nogle fede trommer, der ikke er så svære at diskutere med: De forud programmerede trommer fra et Roland e-400 keyboard, vi blandt andet kører gennem en mixer eller en vokal-pedal for at skabe dybde og kunne sætte effekter på. Idéen til at bruge keyboardet som ”trommeslager”, kom lige så langsomt hen ad vejen. Blandt andet foreslog ”Simon Bording” det i forbindelse med, at han remixede et af vores numre i sin tid. Andre personer har også fra begyndelsen snakket om, at det ville passe godt sammen med vores humor og energi, men vi forsøgte aldrig, da vi syntes, at idéen var lidt mærkelig.

Efter metal-guitaristen havde forladt bandet grundet transporttid, tænkte vi, at vi måtte prøve det. For at være ærlig var vi lidt nede i den tid, hvor vi ikke rigtig følte, at nogen gad spille med os, og dem der gad forlod os så efter et par måneder. Det var frustrerende, fordi vi selv mente, at vi havde noget nyt, anderledes og godt at byde på. Jeg tror, efter den sidste guitarist forlod os, tænkte vi engang for alle: ”Så er det sgu også meningen, at vi skal gøre det her selv. Det har det været lige fra starten.” Og det gav ligesom en forløsning.

Det at være en duo giver en del fordele: Det er meget nemmere at komme til at øve, da vores øvelokale lægger lige ved siden af, hvor vi bor; vi kan tage det hele i vores eget tempo, da der blandt andet sker nye ting i øjeblikket som at Clara-Amalie lærer at spille bas, og at jeg udvikler mit guitarspil; vigtigt er også, at vi nu kan indspille, når vi lyster. Og det hele går godt, vil jeg sige! Vi er stadig satiriske, samfundskritiske og humoristiske på vores egen måde som før. Det er bare på en lidt federe måde nu. Processerne hertil har været hårde og krævet en del udvikling, men vi synes klart, det har været umagen værd. Tak til vores fans og tak til jer der støtter os.

Til sidst skal siges, at bandet ”Dig og Mig”, har været en vigtig inspirationskilde for vores nuværende udtryk. Det er i det hele taget dejligt at blive inspireret af andre dygtige kunstnere!

1 Comment  

  • Henrik Østergaard

    Rock on!
    Hilsen Henrik Østergaard

    September 14, 2014 - 6:48 pm/ Reply

Leave a Reply